Alt er bedre med ild

Tilføjelse januar 2007:

Dette indlæg handler udelukkende om mad og julegaver. Jeg kan ikke lide polsk julemad og jeg kan bedst lide at bruge lang tid på at åbne julegaver. Det er ikke en kritik af polakker, polsk kultur eller traditioner i almindelighed, kun en kritik af polsk julemad. Samt en konstatering af at jeg bedst kan lide den måde vi har tradition for at åbne julegaver i min familie. Hvis du er polak og ikke kan tåle at nogen kritiserer det polske køkken, så lad være med at læse dette indlæg.

Så er juleaften overstået. Havde en hyggelig jul med Mikes familie. Så fik jeg prøvet at holde polsk jul med alt hvad det indebærer af underlig mad.

Der var en masse retter bl.a. bestod en slags marineret sild, kål på mange måder, røbedesuppe med pirogger (som lignede afskårede ører), og aftenens bizare højdepunkt: karpe med centimetertyk hud liggende under et tykt lag klar gele. Derefter en underlig snasket dessert bestående af birkes blandet med nogle andre underlige substanser. Derudover 2 slags klam ostekage. Velbekomme.

Det mest positive jeg kan sige om maden var at jeg for første gang i mit liv ikke var forædt da vi skulle pakke gaver op. Mike og jeg havde også lavet en portion risalamande med mandel og mandelgave, for at hans familie kunne prøve det. Hans mormor og hendes mand, som begge kun taler polsk, var nemlig med og det synes vi de skulle prøve.

I min familie er det en tradition at vi tager en slå-mave-pause efter maden på en times tid før vi spiser risalamanden, danser om træet og derefter langsomt begynder at pakke gaver op, én person, én pakke ad gangen mens alle andre spændte kigger med for at se hvordan gaven er pakket ind, hvad vedkomende får, hvad reaktionen er og der er tid til at takke for gaven og rode lidt med den før vi finder den næste gave under træet til at blive åbnet. Ofte er vi først færdig med denne seance hen på natten.

Sådan er det ikke i Mikes familie… Vi havde knapt nok tygget af munden da lillebroren og -søsteren satte sig under træet, ragede deres gaver til sig og begyndte at flå dem åbne uden så meget som at kigge på til-og-fra-kortet eller indpakningen. Det gjorde nu heller ikke så meget for en anden tradition i hans familie er at der på gaverne står hvem de er til, men ikke hvem de er fra! Kun at de er fra julemanden! Efter få øjeblikke havde de åbnet alle deres gaver mens jeg sad med en underlig smag i munden og tænkte at næste år gider jeg da ikke gøre særligt meget ud af at købe gaver til dem. Fik jeg sagt at vi ikke dansede om juletræet? Nå, men så begyndte Mike og jeg at åbne vores gaver. Han prøvede sidste år at holde jul med min familie og synes at traditionen med at åbne gaverne en ad gangen er ok.

Jeg har engang hørt at det skulle kunne udvikle sig som en mindre krise i et parforhold, når man skal til at holde jul sammen som en ny familie, for selvom vi lever i et lille homogent land, er der store variationer i vores juletraditioner. Nu forstår jeg hvad det betyder. De traditioner jeg var så utålmodig over, og bare gerne ville have overstået da jeg var lille, er jeg sidenhen blevet så glad for at jeg nu nægter at rokke ved dem. Hvor andre par skal finde en blanding mellem to familiers traditioner, skal vi finde en blanding af to helt forskellige landes traditioner. Men jeg har besluttet at til MIN juleaften vil jeg som minimum spise and (med tyk brun sovs) og risalamande, danse om juletræet og åbne pakkerne én ad gangen. Slut. Jeg kan dog sagtens gå med til at snige et par ekstra retter ind og hvad han ellers skulle have af ønsker, bare mine minimumkrav er opfyldt.